4. Juli.  

Et blik tilbage - 4. juli.

Efter Grundlovsdag minder vi om, at vi nu nærmer os en anden, stor historisk mærkedag, d. 4. Juli, som er 475-året for Rigsrådets møde i Skt. Sørens kirke i Rye, hvor den jyske adel valgte Christian III til konge og dermed udløste Grevens fejde - borgerkrigen, der knuste de danske bønder som selvstændig politisk kraft for en periode af flere hundrede år.
Mødet i Rye var ejendommeligt derved, at det især var lavadelen, der insisterede på at føre konfrontationspolitik. Den tids proprietærer valgte gerne at alliere sig med de store for at bekæmpe de små.

Grevens fejde fremstilles ofte som en ”succeshistorie”, fordi den førte reformationen med sig, men det er værd at huske, at omkostningen altså var en forskydning af magtforholdene i samfundet til fordel for statsmagten og dele af adelen, og klart til skade for bønder og borgere.
En stor del af den sociale forsorg blev for resten afskaffet ved samme lejlighed, nemlig ved klostrenes nedlæggelse. Aner man et lignende mønster i vore dages centralisering af ejendomsretten, som går hånd i hånd med en ivrig såkaldt værdipolitik?

”Borgerkrigen” går ganske vist meget fredeligt for sig i vore dage, men måske burde man overveje at forholde sig noget mindre høfligt til den moderne lavadel, som i tæt alliance med statsmagten er i fuld gang med helt at sætte sig på landets jord!

OKD

 
 
  Design by Miauw Studios